Du er her: 

Kirkegården

Menighedsrådet søger at bevare den gamle kirkegårdskultur, der stadig eksistererer; og har desuden løbende anlagt områder til andre gravstedsformer, så forskellige ønsker idag kan opfyldes.

En tur rundt på den smukt kuperede kirkegård byder på mange forskellige indtryk og haveudtryk.

I området omkring kirken findes den traditionelle opdeling med klippede tujahække og gravsteder inddelt i små parceller. Nogle af gravstederne er godt 100 år og enkelte store, gamle træer får lov til at danne tag over gravstederne og de ralbelagte stier. Vi er løbende i gang med at forskønne området, sådan at nogle af de gamle og tomme gravsteder bliver tilplantet med blomstrende stauder og buske. Det giver området et ansigtsløft, tiltrækker insekter og ser smukt ud.

I den østlige og øverste del af kirkegården findes det naturprægede skovafsnit. Her er beplantningen præget af asketræer, bregner, efeu og bunddækkende jordbær. Græsset slås kun få gange i løbet af sæsonen. Her er også et spejlvandsbassin, der måske kan frembringe billedet af en skovlysning med en lille skovsø. Området er anlagt med bløde buer og i naturlige materialer. Et dejligt sted også bare at sidde og nyde den skønne udsigt over byen og skoven.

Den sydligste del af kirkegården, Fjeldsteds Have, blev omlagt i 2012 og 2013 og fremstår i dag som et smukt parkpræget område med græsstier, ensartede bundbeplantninger, stauder og løgvækster i blå og hvide nuancer. Her er blomstrende træer, bede med lavendler, klippede hække og lave pur af taks. Området er mere luftigt i udtrykket end den traditionelle kirkegårdsstruktur og alligevel anlagt i stramme linjer.

På kirkegården arbejder vi hen mod at det skal være et behageligt, roligt og grønt sted at besøge. Nogle områder har et højt plejeniveau og andre er mere naturprægede. Alle de mange hække, træer og pur skaber rum og inddeler de forskellige afsnit på kirkegården.

Der er mange af byens borgere der lige går igennem kirkegården en gang imellem, bare fordi det er et rart sted at komme.

 

 Kirkegården i Ry består af flere afdelinger

 

  • Det traditionelle kistegravsted, som er afgrænset ved hæk eller stenkant,  der kan envidere nedsættes urner på kistegravstedet
  • Det traditionelle urnegravsted, som er afgrænset ved hæk eller stenkant, hvor der kan nedsættes en eller flere urner
  • Plæner med navneplade for kister og urner
  • Plæner uden navneplade for kister og urner
  • Fællesplæner uden navneplade
  • Skovafdelingen for kister og urner

 

Du kan læse kirkegårdens vedtægter her

Du kan læse priser for gravsteder her

Kirkegården i billeder