Salme 15

 

               Mel.: Fra tjekkisk sangbog 1576

                        Lad vaje højt vort kongeflag

Melodinr. 349 Hør melodien her

 

1   Op, al den ting, som Gud har gjort,

          hans herlighed at prise!

     Det mindste, han har skabt, er stort

          og kan hans magt bevise.

 

2   Gik alle konger frem i rad

          i deres magt og vælde,

     de mægted’ ej det mindste blad

          at sætte på en nælde.

 

3   Det mindste græs jeg undrer på

          i skove og i dale,

     hvor skulle jeg den visdom få,

          om det kun ret at tale?

 

4   Hvad skal jeg sige, når jeg ser,

          at alle skove vrimle,

     de mange fuglespring, der sker  

          op under Herrens himle?

 

5   Hvad skal jeg sige, når jeg går

          blandt blomsterne i enge,

     når fuglesangen sammenslår

          som tusind harpestrenge?

 

6   Hvad skal jeg sige, når mit sind

          i havets dybe grunde

     kun dog så lidt kan kigge ind

          og ser så mange munde?

 

7   Hvad skal jeg sige, når jeg ser,

          hvor stjerneflokken blinker,

     hvor mildt enhver imod mig ler

          og op til himlen vinker?

 

8   Hvad skal jeg sige, når jeg op

          til Gud i ånden farer

     og ser den store kæmpetrop

          af blide engleskarer?

 

9   Hvad skal jeg sige? Mine ord

          vil ikke meget sige;

     o Gud! hvor er din visdom stor,

          din godhed, kraft og rige!

 

10      Op, stemmer alle folk på jord

          med frydetone sammen:

     Halleluja, vor Gud er stor!

          Og Himlen svare: Amen!

                        Hans Adolph Brorson 1734.