Salme 41

 

 

               Mel.: Dansk folkemelodi (1814)

Melodinr. ?? Hør melodien her

 

1   Lille Guds barn! hvad skader dig?

     Tænk på din Fader i Himmerig!

     Han er så rig, han er så god,

     ingen kan stå hans magt imod.

          O Gud ske lov!

 

2   Føden og klæden, hus og hjem,

     skulle Guds børn gå vild om dem?

     Mennesket lever af Guds ord,

     hjemme har børn, hvor fader bor.

          O Gud ske lov!

 

3   Fuglen i skov, på mark og fjeld,

     synger i gry og så i kvæld,

     sover så sødt på kampesten

     som under tag på kvist og gren.

          O Gud ske lov!

 

4   Ikke den pløjer eller sår,

     lægger ej op fra år til år,

     dog hvor bønder af hunger dø,

     finder den lille fugl et frø.

          O Gud ske lov!

 

5   Yndig er blomsten klædt og boldt,

     dejligst at se på fjeldet goldt,

     ikke den spinder, ej den syr,

     dronning er dog dens dragt for dyr.

          O Gud ske lov!

 

6   Blomst kommer op, og blomst går ud,

     hvad er vel den for Himlens Gud

     noget at regne mod de små,

     som for hans åsyn evig stå!

          O Gud ske lov!

 

7   Lille Guds barn i verden her,

     hold dig da til din Fader nær!

     Spørg om hans magt og kærlighed,

     stol kun på ham og hvil i fred!

          O Gud ske lov!

 

8   Føden og klæden nok du får

     af ham i morgen som i går.

     Og når hans sol for dig går ned,

     arver du al hans herlighed.

          O Gud ske lov!

                        Matt 6,25-34

                        N.F.S. Grundtvig 1855-56.